søndag den 30. oktober 2011
Barslen der blev lang
Har nu haft barsel siden juli... og det er faktisk nærmere siden juni, pga. meget lidt at lave på arbejdet. Tiden føles lang. Meget lang. Og langtrukken. Måske lidt som dette indlæg... Nå spøg til side. Det er rigtig dejligt at være blevet mor, og det har helt sikkert givet mig noget at lave om aftenen. Men hold da op, hvor kan det også være kedeligt at sidde hjemme alene med en lille baby, der skal fodres, have skiftet ble, mades lidt mere, underholdes lidt, trøstes, fodres, skiftet ble. Ja, du forstår efterhånden hvad jeg mener. Egentlig burde jeg jo så prøve at nå lidt af de ting, jeg gerne kunne tænke mig. I hvert fald når bebs sover. Det er bare så meget dejligere lige at få et bad. Eller få ryddet op. For med baby kommer rod. En eksplosion af rod, og jeg som troede jeg var et rodehoved inden. Pointen er, at når bebsedyret sover, er der bare 1000 andre ting, der skal ordnes, og når de så er gjort, og jeg tænker: Hov, nu skal jeg da få gjort noget ved den bog jeg vil skrive! Ja, så vågner bebs og skal fodres, skiftes, trøstes, underholdes, mades, få fjernet gylp og........
tirsdag den 9. november 2010
Egentlig kan jeg godt lide efteråret. Jeg kan godt lide at det bliver koldere, at det nogle gange river og rusker udenfor. Bladene på træerne skifter fra grøn til gul til orange til rød i et fantastisk farvespil. Hele verden er pludselig et stort hygge uhyggeligt sted at være. Men så alligevel. Pludselig er det mørkt udenfor, når man tager hjemmefra. Det er mørkt, når man kommer hjem, og det er noget så koldt. Jeg dejser om på sofaen, ligeså snart jeg kommer indenfor døren og begynder at stene fjernsyn, mens jeg egentlig bliver mere og mere rastløs, men ikke rastløs nok til at hive mig selv op af sofaen. Medmindre det er for at spille computerspil! Jeg har intet at lave om aftenen, og de ting jeg kunne lave, kan jeg ikke tage mig sammen til. Jeg vil gerne skrive en bog, jeg vil gerne begynde at træne, jeg vil gerne få hæklet den poncho færdig, jeg vil, jeg vil, jeg vil. Men gør jeg?
Abonner på:
Opslag (Atom)