Nu har vi snart været en familie i lidt over fire måneder. Det er noget af en omvæltning og det vil alle, der husker tilbage til deres første barn nok nikke genkendende til. Men hvorfor er det så stor en omvæltning?
Jeg har på fornemmelsen at min mor ikke tænkte, så meget over det, da hun blev mor, hun handlede. Og så blev hun lige mor igen! Og en gang til!! Hun fik sit første barn som 19-årig (fyldte 20 et par dage efter), hun voksede op med fire søskende, hun flyttede ind hos min far og så blev hun mor. Hun nåede simpelthen ikke at få en masse tid for sig selv, hvor hun kun skulle tage hensyn til hende og ingen andre.
Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, sammen med en kæreste, så flyttede jeg til Nyborg, videre til Odense, boede alene til jeg var 26, flyttede sammen med en veninde, og så senere med min kæreste.
Jeg har altså haft 10 år, hvor jeg har kunnet gøre, som det passer mig. Jeg bestemte selv og størstedelen af tiden, skulle jeg heller ikke tage hensyn til en bofælle. Det scenarie er jo ikke helt ualmindeligt i dag...
Jeg tror, det er derfor forældre synes, det er så stor en omvæltning. Pludselig efter kun at have tilgodeset sine egne behov og måske kærestens i mange år. Ja, så skal de personlige behov sættes tilside, og i stedet kommer babys behov først.
Jeg har hørt flere sige, at første barn er så stor en mundfuld, at de ikke vil have flere. De vil have tid nok til nummer 1, og samtidig stadig lidt tid til dem selv.
Ja, barn nummer 1 er en omvæltning, men jeg tror ikke nummer 2 er så meget større en omvæltning!
Du har jo vænnet dig til, at du ikke selv kommer i første række længere, du har allerede et barn, du skal tage dig af. Det bliver selvfølgelig hårdere, men ikke dobbelt så hårdt!
(Nu håber jeg ikke, alle andengangs forældre har lyst til at slå mig i hovedet over mine uvidende udtalelser)
Personligt synes jeg, det er et meget egoistisk valg kun at få et barn. Det viser at du ikke sætter barnets behov før dine egne.
Der kan selvfølgelig være grunde, der gør du ikke kan få flere børn, og så er det bare sådan. Men hvis ikke, så prøv lige at overveje:
Enebørn har ingen at lege med hjemme, kun forældrene.
De lærer ikke på samme måde at tage hensyn til andre i hverdagen.
Når de engang er blevet voksne og forældrene dør, så står de helt alene tilbage, med ansvaret og minderne. Der er ingen at dele med.
Ja, jeg forstår ikke det valg, men det er jo bare min personlige holdning.
Så selvom vi nu har været en familie i over fire måneder, og det hele er noget lort til tider, så er jeg slet ikke i tvivl om vi skal have flere børn, selvom det er besværligt, det tager min tid og det gør at min kæreste og jeg skændes lidt oftere pga. manglende søvn, tid, nærvær og alt muligt andet.
For samtidig er det også utrolig dejligt, sjovt, spændende, lærerigt og bare helt igennem hyggeligt at være en familie!
