I går inviterede min mor mig med ind til Amalienborg Museum og se udstilling af Dronningens gallakjoler.
Så tidligere i dag pakkede jeg bebsedyret godt ind, pakkede pusletasken og begav mig mod toget. Togturen gik fint, det gjorde selve museumsbesøget også. Faktisk kan det helt sikkert anbefales til alle kjoleinteresserede!
                                                          Især nogle af kjolerne fra 60'erne var meget meget flotte!

Bagefter skulle vi gå til Christiansborg, for at få et lift hjemad igen. På vejen gik vi ind på en cafe, så vi lige kunne nyde lidt the og kaffe, men også, så bebsedyret kunne få mad.

Jeg opdagede at noget snasket var smurt ud over hele pusletasken og ud over bebsedyrets mad, så før jeg ville byde ham det, skulle det vaskes. Min mor spørger ved disken hvor toilettet er, og jeg går derefter derud for at vaske ting og hænder.

Hvad står der så på døren?

"Nøgle til toilettet udleveres ved disken"

Ja, tak for l...! For når man spørger hvor toilettet ligger, er det jo ikke fordi, man måske gerne vil bruge det. Det er jo bare for sjov, og for at ligge en strategi, hvis nu man skulle derud på et tidspunkt.

I al virakken var bebsedyret nu så træt og sulten, at det bliver for meget. Hyl og skrig og gråd!

Så der stod jer, sur, tvær, frustreret og forvirret.

Det endte med vi gik, og lod kaffe og the stå.

Heldigvis var en lur til bebsedyret tiltrængt, og man kan jo købe sig til fin frisk modermælkserstatning, der er blandet, i et supermarked.

Det er derfor, jeg ikke før har våget mig ud i barselscafelivet!

Når nu man flytter i hus (kaffestatus)

Efter kaffekrisen, er der nu sket noget stort i mit liv. Vi har fået en kombineret kaffe/espressomaskine med dampdyse!

Det er godt nok dejligt. Dog finder jeg stadig mig selv lave pulverkaffe... Tror det er fordi, det alligevel er lidt omstændigt at brygge en kande kaffe kun til mig, og det bliver også lidt for luksus (og lidt for besværligt) at lave caffe lattes hele tiden. Men dejligt er det nu!

En af grundende til vi endelig tog den store beslutning om at købe sådan et vidunder er at vi skal flytte i hus. Ja, hvad har det dog med noget som helst at gøre?

Når nu man bliver husejer, har jeg en ide om at man skal kunne byde gæster på en god kop kaffe. Hvis der så er mange gæster på en gang er det altså lidt besværligt med pulverkaffe. Og jeg forventer mange gæster! Selvom det nu nok ikke kommer til at passe, men det bliver bare så hyggeligt, når der kommer nogen. Så derfor det nye vidunder!

I dag har jeg lavet min ene caffe latte og ummmmmmm den var GOD!

Jeg forstår ikke mødre!

Jeg er så dum at jeg læser flere forums for mødre, der har børn på samme alder som min bebs. Det kan være utrolig lærerigt, men det er også et sted hvor jeg tit kan blive dejligt forarget og ryste på hovedet af andre. Det er en af mine yndlingsbeskæftigelser.

Jeg følger mest med på sidelinjen, men indimellem drister jeg mig til at komme med en kommentar, hvis jeg virkelig synes jeg har noget godt at skrive. Det er faktisk lidt ligesom da jeg havde dansk i gymnasiet.

Jeg har fulgt en diskussion med en mor, der var dybt ulykkelig over at folk blev fornærmede over ikke at skulle med til hendes barns dåb. De andre mødre bakkede hende op og skældte veninderne osv. ud, der ikke fattede at man ikke altid kan invitere alle. I bund og grund var deres pointe at man jo skal have lov til at invitere hvem man vil.

Hvilket jeg er meget enig i!!!

I næste åndedrag er der en ny tråd: Kan jeg lade fremmede passe min 5 måneder gamle baby?

En mor er inviteret til sin mormors 90 års fødselsdag, men mormoderen har været så fræk at sige at festen er uden børn. Åh nej et ramaskrig, der lyder på forum. Hvordan kan mormoderen finde på det, hun må da tage hensyn til babyen. Flere ville være rasende, hvis deres familie gjorde noget lignende. Vil hun da ikke se sit eget oldebarn? Så samlet set er deres pointe at man SKAL invitere babyer med til fester og man må IKKE selv bestemme hvem, der skal med.

Jeg synes det er spøjst.

Jeg skrev en kommentar, hvori jeg påpegede disse ting, og spurgte om jeg var den eneste, der syntes der var underligt. Den næste der skrev svarede: Ja det er du!

Så det var den eftertænksomhed du kan finde hos en ganske normal mor...

Jeg synes nu stadig det er spøjst.

Kaffekrisen

I dag skete det, som bare ikke må ske! Jeg løb tør for pulverkaffe... Jeg vidste faktisk ikke at de ca. tre krus kaffe om dagen, har så stor betydning for hvordan jeg kommer igennem dagens donter.

Egentlig startede krisen i går aftes, men det var en helt anden type af krise: Modermælkserstatningskrisen!

Vi var åbenbart løbet tør, havde lige knap og nap til at bebsen kunne få sin natmad, samt morgenmad. Så planen var at jeg skulle stå op og skynde mig i føtex med bebs og halløj.

Jeg vidste godt at vi var ved at løbe tør for kaffe, jeg vidste at jeg burde købe mere, men så indtrådte den berømte ammehjerne... Det eneste jeg købte var modermælkspulver og nye sutter, ups!

Krisen indtræder dog ikke med det samme, der er til et enkelt krus med kaffe. I min naivitet tror jeg det er nok, det er det ikke. Som dagen skrider frem bliver jeg mere og mere desperat, mit svage håb er at min kæreste har efterladt stempelkandekoppen, det har han ikke.

Måske kan jeg i stedet drikke en cola, men jeg prøver jo også at tabe mig.
Måske kunne jeg lette min fine popo og gå en tur og købe kaffe, det ville også gavne taberiet.

Til sidst ender jeg med en hel tredje løsning bestående af: et krus, et kaffefilter, en elkedel med kogt vand og halvanden teskefuld malede kaffebønner.

Første forsøg resulterer i at jeg i min ivrighed får hældt for meget og for varmt vand på, så kaffefiltreret brister. I andet forsøg har jeg lært lektien.

Da jeg endelig får smagt på kaffen, er den lidt for stærk og lidt for kold, men det kan heldigvis løses ved at koge nyt vand og hælde lidt i, mums, så er der kaffe!

At være en familie

Nu har vi snart været en familie i lidt over fire måneder. Det er noget af en omvæltning og det vil alle, der husker tilbage til deres første barn nok nikke genkendende til. Men hvorfor er det så stor en omvæltning?

Jeg har på fornemmelsen at min mor ikke tænkte, så meget over det, da hun blev mor, hun handlede. Og så blev hun lige mor igen! Og en gang til!! Hun fik sit første barn som 19-årig (fyldte 20 et par dage efter), hun voksede op med fire søskende, hun flyttede ind hos min far og så blev hun mor. Hun nåede simpelthen ikke at få en masse tid for sig selv, hvor hun kun skulle tage hensyn til hende og ingen andre.

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, sammen med en kæreste, så flyttede jeg til Nyborg, videre til Odense, boede alene til jeg var 26, flyttede sammen med en veninde, og så senere med min kæreste.

Jeg har altså haft 10 år, hvor jeg har kunnet gøre, som det passer mig. Jeg bestemte selv og størstedelen af tiden, skulle jeg heller ikke tage hensyn til en bofælle. Det scenarie er jo ikke helt ualmindeligt i dag...

Jeg tror, det er derfor forældre synes, det er så stor en omvæltning. Pludselig efter kun at have tilgodeset sine egne behov og måske kærestens i mange år. Ja, så skal de personlige behov sættes tilside, og i stedet kommer babys behov først.
Jeg har hørt flere sige, at første barn er så stor en mundfuld, at de ikke vil have flere. De vil have tid nok til nummer 1, og samtidig stadig lidt tid til dem selv.

Ja, barn nummer 1 er en omvæltning, men jeg tror ikke nummer 2 er så meget større en omvæltning!

Du har jo vænnet dig til, at du ikke selv kommer i første række længere, du har allerede et barn, du skal tage dig af. Det bliver selvfølgelig hårdere, men ikke dobbelt så hårdt!

(Nu håber jeg ikke, alle andengangs forældre har lyst til at slå mig i hovedet over mine uvidende udtalelser)

Personligt synes jeg, det er et meget egoistisk valg kun at få et barn. Det viser at du ikke sætter barnets behov før dine egne.

Der kan selvfølgelig være grunde, der gør du ikke kan få flere børn, og så er det bare sådan. Men hvis ikke, så prøv lige at overveje:

Enebørn har ingen at lege med hjemme, kun forældrene.
De lærer ikke på samme måde at tage hensyn til andre i hverdagen.
Når de engang er blevet voksne og forældrene dør, så står de helt alene tilbage, med ansvaret og minderne. Der er ingen at dele med.

Ja, jeg forstår ikke det valg, men det er jo bare min personlige holdning.

Så selvom vi nu har været en familie i over fire måneder, og det hele er noget lort til tider, så er jeg slet ikke i tvivl om vi skal have flere børn, selvom det er besværligt, det tager min tid og det gør at min kæreste og jeg skændes lidt oftere pga. manglende søvn, tid, nærvær og alt muligt andet.

For samtidig er det også utrolig dejligt, sjovt, spændende, lærerigt og bare helt igennem hyggeligt at være en familie!